Asser Skude

På opfordring af netredaktør på www.kristendom.dk Maria Blach fra Kristeligt Dagblad vil jeg svare på om kristne og muslimer tror på den samme Gud? Overordnet må man sige, at der er mange ligheder, men der er også forskelle.

Fælles trækÆgypterne var nok de første til at hævde en såkaldt monoteistisk forestilling om Gud, dvs. forestillingen om een Gud – ikke flere. Siden kom jøderne med forestillingen om Gud “Herren”. Den jødiske forestilling overtog de kristne i vid udstrækning, og for så vidt også muslimerne. De kristne taler om Gud som “Fader, Søn og Helligånd”. I islam kaldes Gud “Allah”. Mange af fortællingerne om Gud, som findes i jødedom og kristendom og i islam har ligefrem samme oprindelse, men er blevet fortalt videre på forskellige sprog og til forskellige kulturer. For at kunne forstå forestillingerne kræves indblik i datidens sprog og kultur.

Forestillingen om een Gud

Personsammenfald
Fælles med jøderne og muslimerne har de kristne sammenfald af de bibelske personer, for eksempel Abraham, Moses, Jesus.

Forestillingen om “Guds søn”
I traditionen  findes i 1. Mos 6,4 fortællingen om nogle engle, der kommer til jorden og gør menneskekvinder gravide. De kvinder føder såkaldte “helte og navnkundige mænd”. For at det ikke skulle ske igen, skal kvinderne bære slør, så de ikke frister. I jødiske forestilling i 2. Mos. kap. 22 og Hoseas kap. 11, vers 1 kaldes hele Guds folket “Guds søn” (pluralis tantum) eller “benei elohim” eller på aramæistisk ”bnei ravrevaya” eller ”sønner af de ædle”. I 1. Mos. kap. 6, vers 4. siger Moses til Farao: “Dette siger Herren. Israel er min førstefødte søn. Jeg sagde til dig, at du skal lade min søn gå, så han kunne dyrke mig, men du nægtede ham at lade ham gå, derfor vil jeg nu slå din førstefødte søn ihjel.”

Jesus Kristus som Guds søn
I det Nye Testamente fortælles om Guds Søn, som han har åbenbaret sig i Jesus Kristus. Guds Søn har været menneske, levet som menneske og er død som menneske, men er opstået fra de døde. De, som tror på Ham, kan kalde sig kristne. (”kristen” var oprindeligt modstandernes håneord om kristus-tilhængere) Som kristne kan vi kalde Gud, som har skabt os, “Herre eller Skaber” - ligesom jøderne og muslimerne. Men fordi Gud var vandret blandt mennesker kan vi, som tror på Guds Søn i Jesus Kristus kalde deres Gud “himmelske far”, fordi Guds egen søn har været een af os og kender os. De som tror på Ham er Hans børn. Og i kraft af Guds egen søn er de som tror på Ham elsket som sådan og har fået del i den arv, som tilkommer Guds børn. De som tror på Ham, skal arve Hans rige

Tanken om Guds søn
I islam – ikke muligt
Gud er Herre “Allah”, den højeste og mægtigste – ophøjet og er til alle tider væsensforskellig fra mennesker. Muslimer accepterer dog Jesus var en profet. Det gør også jøderne. Hverken muslimerne eller jøderne anerkender dog ikke på samme måde som de kristne den opstandne som Kristus, Guds søn.

Treenigheden adskiller
Muslimske kritikere vil sige om kristne, at de tror på mere end een Gud, fordi de tror på Fader, Søn og Helligånd, altså tre og ikke een. Selv jødiske kritikere vil kunne fremføre den påstand. Når det er sagt er det også lidt misforstået, for som kristen tror man på Treenighed, som er een Gud, ikke tre guder. At forklare Treenighed er som at skulle forklare, hvordan Guds søn opstod fra graven påskemorgen eller forklare Guds Ånd, som blev sendt apostlene pinsedag.

Fælles træk mellem at være troende jøde, kristen og muslim
Der er i høj grad en fælles forestilling i både jødedom, kristendom og islam om det gode liv med næsten og med Gud. Enhver god jøde, kristen og muslim er et oprigtigt og ærligt troende menneske, der hengiver sig til sin skaber og Gud på – i forhold til sin næste og i forhold til Gud. Enhver troende jøde, muslim og kristen skal leve anstændigt, behandle andre ordentligt og retfærdigt og ikke udnytte sin næste. Mange gange opfordres i den jødiske, kristne og muslimske tradition til at leve fromt. Det er al ære værd, når mennesker af et godt hjerte forsøger at være gode medborgere og  troende og samles til bøn, dagligt, ugentligt og til højtider. I erkendelse af at mennesket ikke er tilværensens øverste herre, men at mennesket har brug for at rette sine tanker, følelser og inderste til sin Herre, Skaber og opretholder. Så at leve oprigtigt i hengivelse til sin næste og til Gud kan på mange måder siges at være et fællestræk – mellem jøder, kristne og muslimer.

Forskellige veje til Paradis
Der i jødedom, kristendom og i islam forestillinger om et paradis for mennesker efter døden. Lidt groft sagt om jødedom og islam kan man kalde dem fætre og kusiner, og de begge er såkaldte “lov-religioner”. Deres religion anviser vejen til et godt liv gennem de “love” som Gud har skænket og som skal følges og som sådan kan mennesket vælge at gå den vej – leve retskaffent – overfor Gud og mennesker.
I den kristne sammenhæng er det ikke “lov”-religion. På en måde er ordet “religion” ikke betegnende for den kristne tro. I evangelisk-luthersk forstand er det afgørende for vejen til Paradis, at det er troen alene som gør et menneske retfærdigt i Guds øjne. Med den schweiziske teolog Karl Barth (1886-1968) betones det ligefrem, at kristendom er evangelium, ikke religion. Religion er det som binder ned, mens evangelium sætter fri. Sådan kan evangeliet vel bedst forklares til ikke-kristne. Ved evangeliet kræves intet, men foræres alt.

Helligånden
For de kristne er det forestillingen om Guds Helligånd, som skænker mennesket troen på Hans Søn, Jesus Kristus, som er kommet for at frelse mennesker. Troen kommer af hørelsen. Af Guds ord, der forkyndes, høres, modtages og spirer i det menneske, som hører Guds ord. Troen kan ikke fortjenes, men gives alene af Gud gratis – dvs. af Guds suveræne og nådige hjælp.
Ved evangeliet, der forkyndes til mennesker, skænkes troen på Guds søn Jesus Kristus. Det er af Guds nåde – suverænt – at troen gives. Troen sætter fri. Sagt lidt forenklet: Troen kommer ikke af gode gerninger, men AF tro kommer gode gerninger, som den tyske kirkereformator Luther hævdede.

Gemt i: Bispevalg d. 19. marts, 2009