Asser Skude

Prædiken midfaste søndag

søndag den 14. marts 2010

Salmer: 30 316 367 – 662 477 388

En skare af mennesker følger efter Jesus i dagens evangelium. Den skare tager fra den ene side af Genesaret Sø over til den anden – for at være Jesus nær. Her ved søens nordvestlige bred ligger Kapernaum, og her finder de ham. Kapernaum kaldes ofte Jesu anden hjemby. Det er den by, han opholder sig mest i i sit voksenliv – og her gør han mange undere, bl.a. helbreder han Peters svigermor i Kapernaum.

Det er også her i nærheden af Kapernaum, at der er et fiskeleje, hvor Jesus har kaldt nogle af sine første disciple. Jesus kalder dem ved at sige til dem, at nu skal de ikke længere fange fisk, men mennesker. Jesus kalder ved den lejlighed fiskerne Simon, Jakob og Johannes - Lukas kapitel 5, vers 10.

Her i Kapernaum, på den anden side af Genesaret Sø, er det altså at skaren, som er fulgt efter Jesus finder ham og opsøger ham og undrende spørger ham, hvordan han er kommet over på den anden side af søen. Jesus giver dog intet svar herom. Vi ved, at Jesus nogle gange er taget ud med en båd på søen, for bedre at kunne tale til skaren inde på bredden, men hvordan Jesus i dagens evangelium har krydset søen får vi ikke at vide. Utænkeligt er det vel ikke. at Jesus er vandret over søen, ligesom i vandringen på søen, Matthæus kapitel 14, 22ff.

Det tankevækkende ved dagens evangelium er ikke, om Jesus gik på vandet – og krydsede søen. Det bemærkelsesværdige i dagens evangelium er den vedholdenhed, som den skare udviser, som følger efter Jesus. Jesus kan ikke få fred for dem et eneste øjeblik. Skaren er som små hunde, der følger efter deres herre.

Er det så fordi Jesu forkyndelse er så spændende, at den skare følger efter ham overalt ? Nej, det er det ikke. Jesus siger selv, at skaren kun er trofast, fordi han giver dem mad, og de bliver mætte. Som Jesus siger: “I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte.”

Det er på mange måder ikke særlig hensigtsmæssigt. Det er uselvstændigt. Skaren består jo af voksne mennesker, der er i stand til at sørge for sig selv. I stedet opfører de sig som sultne, små hunde.

Skarens opførsel må Jesus nødvendigvis kommentere og irettesætte. Det nytter ikke noget, at skaren følger ham for blot at søge til dagen og vejen. De bør søge livets brød, ikke blot det daglige brød. Som Jesus siger: “Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer”

Jesus er Menneskesønnen. Og Han vil give skaren mere end, hvad Moses kunne tilbyde israelitterne i ørkenen. Det var manna fra himlen, som holdt jøderne oppe igennem deres 40-årige vandring i ørkenen. Menneskesønnen vil give dem mere. Han vil give dem evig føde.

Han vil give dem livets brød. Livets brød kommer fra himlene, fra Faderen, for Menneskesønnen er udsendt fra himlene. Men samtidig er livets brød også ganske konkret, virkelig tilstede, for Han vandrer midt iblandt dem, som både menneske og Guds søn. Han er livets brød, det er himmelsk og jordisk på samme tid. Det er hverken for tarveligt (profant) eller for ophøjet (eksalteret). Det er himmelsk samtidig med det er jordisk. For det er Ham selv, livets brød, de skal søge, hvis, de ikke i evighed skal sulte eller tørste. Som han siger: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”.

Du og jeg skal tage ved lære af dagens evangelium og Jesu belæring og ikke gøre ligesom skaren i dagens evangelium. Livet er mere end blot det daglige brød. Du og jeg skal søge det evige livs brød. Det finder vi hos ham, som skænker os det himmelske brød, nemlig Guds søn, som levede og vandrede blandt mennesker, ligesom dengang ved søen ved Kapernaum.

Samtidig åbnede Guds søn, mens han levede og vandrede på jord, en port til det evige. Nemlig det rige, som findes her og nu – imellem mennesker. Indgangen til det rige, kan vi søge i det liv, som Gud rækker os. Og som Guds søn levede og åbenbarede for mennesker.

Sagt på en anden måde: Du og jeg skal søge og finde det himmelske – i det jordiske. Du og jeg skal søge og finde glæde i det daglige, i det små. Du og jeg skal søge det store i det små.

Inden for præsternes sprog kalder man det ”teologi fra neden”. Dvs. at tage udgangspunkt i det nære, det mellemmenneskelige, og dér finde at Gudsriget åbner sig. Det sker lige foran vores fødder, ikke i et ophøjet, himmelsk univers. Det jordiske rige er godt nok til at det himmelske vil bryde igennem her. Det er det glædelige budskab. Det er evangeliet i dag. At der er håb for dig og mig: At enhver som vil søge, skal finde Gud. Og det guddommelige skal findes i det små.

Jesus siger selv et sted: ”Guds rige er midt iblandt jer”, Lukas kapitel 17, vers 21. Det betyder, at du og jeg ikke skal søge Gudsriget oppe i himlene eller et fjern afsides sted på jorden, men at du og jeg skal søge og finde Gudsriget imellem hinanden. Du og jeg kan søge Gudsriget i samværet og samspillet med andre. Gudsriget er tilgængeligt for enhver, du og jeg skal blot være åbne for at møde det.

Ingen har set Gudsriget, men mange siger, de alligevel tror på det findes. Selvom vi ikke kan se det, kan vi høre om det og tro på det, og måske nogle gange fornemme det: Det kan være til gudstjeneste, under forkyndelsen, under salmesangen, men det kan også helt generelt være de øjeblikke i vores liv:
- når vi bliver høje af lykke
- som vi tænker tilbage på og gemmer i vores inderste – som en dyrebar og kostbar skat.
- når vi skønner på nuet og ønsker det varer ved.
- når grænsen mellem tid og rum ophæves. Hvor evighedens dimension bryder igennem. Hvor grænsen til evigheden så at sige nedbrydes. Og vi har det næsten som om vi befinder os i en anden dimension, et andet sted – samtidig med vi befinder os lige her og nu i vores menneskelige liv.

I vores moderne samfund kan man iagttage stigende tendens til at mennesker lader sig fascinere af alt andet end nuet og øjeblikket. At vi lader os fascinere af alt andet end det daglige og almindelige liv – lader os fange af en forventning om noget kommende eller noget bedre. Et stadigt større antal mennesker finder interesse i at følge med i andres liv på TV i form af realityshows, hvor man jo følger mennesker leve deres liv. Ikke nogen fordømmelse i at folk kigger med, spændende og lokkende er det jo at følge med i fra dag til dag, time til time.

Hvorfor vælger så mange af os at bruge så meget tid på f.eks. “Dagens Mand”, “X-Factor” eller “Paradise Hotel” osv? Hvorfor giver vi opmærksomheden til TV-programmer i stedet for at give vores eget liv, den opmærksomhed, som det i virkeligheden fortjener?

Måske kunne vi nøjes med mindre TV-kigning og kere os mere om det liv, vi nu engang selv sidder med i vores hænder og som er her og nu, og hvor lykken glimtvis optræder – sammen med søskende, børn, børnebørn, familie og venner.

Statistikken viser vi lever mere og mere isolerede fra hinanden. I vores egne rum og egne verdener. Måske er vi usikre på, hvordan vi finder lykken og om den findes, og måske tvivler vi på vores egen evne til at skabe os lykken og måske lader vi os derfor lettere fascinere af andre, som tilsyneladende er lykkelige, fordi de måske er blevet kendte eller rige.

Måske går vi bare rundt og tror, at Gudsrige eller lykken er noget som dumper ned til os, ved særlige enestående lejligheder. At vores liv på jorden virkelig skal revolutioneres så meget, når det himmelske kommer. Sådan tror jeg ikke det skal være.

Det himmelske er der allerede – i det jordiske. Det er noget enhver kan få del i, det kræver ingen særlig indsigt eller forkundskaber, det kræver blot lidt tillid og evne til at modtage uden at skulle stille spørgsmålstegn.

Den amerikanske skuespiller Robin Williams har sagt: ”Vi lever i en kultur, især i USA, hvor mennesker konstant ser programmer om andre menneskers liv. Ligesom The Osbornes eller Big Brother, hvor du rent faktisk betragter mennesker leve et liv. Du har selv et liv, men det andet liv er sjovere. Ligesom soap operas eller interessen for de kendte – for alle vil leve som dem”.
Som Robin Williams også har sagt i et interview bliver det først rigtigt skræmmende, når folk har adgang til dit liv – uden at du selv ønsker det! De fleste kan relatere til det på det plan, som jeg tænker de kongelige og kendte konstant bliver overdynget med.

Der er en tendens til at nogle af os engagerer os så meget i andres liv, at vi risikerer at glemme vores eget liv. Et fænomen, som kan genfindes i vores moderne samfund, og som vel næppe har tænkt sig at aftage med tiden, snarere tværtimod. Der kommer flere og flere realityshows og flere og flere vil have X-factor og med Paradise Hotel osv.

Det forhold kan skyldes nogle af os lever vores liv i en form for isolation og ensomhed, men modsat også har en fascination af hvordan andre lever deres liv, ja synes måske at andres liv er mere spændende end ens eget. Man siger også ”at græsset altid er grønnere på den anden side”.

Det er sjovt at engagere sig i andres liv, det er fascinerende, men risikoen er, at vi glemmer at leve vores eget liv, som nu engang er langt vigtigere at leve. Og det må nu engang være op til os selv og være eget vores ansvar at skabe os et liv, som vi finder interessant og meningsfuldt. Så vi ikke ødsler vores kostbare og dyrebare tid bort – men i stedet tager udgangspunkt i, at livet, det sande liv, ligger lige for vores fødder. Guds rige er midt iblandt os. Her og nu. En virkelighed, der er til at forholde sig til. Det en virkelighed som er langt mere spændende og rig på oplevelser, end noget realityshow på TV nogensinde bliver.

Een har sagt: “Denne dag er den første i resten af dit nye liv”. Lad det være mottoet til dagens evangelium. Og lad os give det ekstra fylde og sige. “Denne dag er den første i dit evige liv, hvis du modtager Guds rige, som ligger lige foran dine fødder. Du skal blot tage dine første små skridt!

Jesus siger: “Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”. Det er da glædeligt og værd at fejre en søndag midt i fastetiden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

Gemt i: Prædikener d. 11. marts, 2010